Vejen til Margrethe Agger er ikke snorlige. Først må man bort fra den store by og dernæst over det blomstrende Sjælland, et godt stykke ud på Odden, lægge mærke til den gamle røde kirke, på hvis kirkegård den unge søhelt Willemoes er mindet – huske Grundtvigs vers: Kommer hid i piger små … for endelig at finde frem til den firlængede hvide gård. Her står en kurv parat fyldt med Margrethes gamle bamser, for det kunne jo være, at der kom en lille pige hid.

Det hele hører med til billedet af Margrethe Agger – billedvæveren, det er værd at finde frem til. Storbyen kontra landet, det frodigt blomstrende, Grundtvig med folkesjælen, tilpasningsevnen og det glade, barnlige sind, der er åbent for alle gode oplevelser. Og en voksen pædagog. Margrethe Agger er billedvæver med tryk på billede; selv finder hun det svært blot at være kunsthåndværker i en tid, der er pertentligt optaget af små tekniske finesser og lige kanter.

Motivet er det vigtigste. Motivet skal kunne bære, det må gerne være underfundigt, men aldrig humoristisk – det kan ingen holde ud i længden.

Margrethe Agger er født i 1943 og voksede op i det borgerlige Gentofte nord for København. Her var sproget en vigtig detalje, som skilte fornemme fra mindre fornemme. Det huskes. Tiden i 60erne viste nye veje – en udstilling af polsk billedvævning på Lyngby Rådhus og ægyptiske børns billedvævning på Kunstindustrimuseet i København var banebrydende og inspirerede til fornyelse af dansk billedvævning. "Det lå i tiden, at vi skulle væve i billeder", fortæller Margrethe Agger. "Det blev til en uddannelse i brugstekstiler på Kunsthåndværkerskolen fra 1962 til 1966. I de første par år sad jeg og vævede tweed; det førte ingen vegne hen. Så kom de omtalte udstillinger, og det blev starten på en lang karriere indenfor billedvævning."

Enhver kunstner har sine perioder, og Margrethe Agger ser klart sin egen udvikling som væver: "Man skal være sin egen konkurrent." Udviklingen sker fra ét tæppe til et andet. Det levende er et særkende for Margrethe Agger, hun modellerer sine billedflader, som kun få magter, der er bevægelse og "støj" i hver kvadratcentimeter. Mange af tæpperne er opbygget i flere planer. Her er borter, rammer og baggrund. En grøn plet her, en rød prik der, mange gule tråde hist. Altid varieret og meget mættet. "Jeg holder fast ved gobelinteknikken, fordi brugen af mange garnkvaliteter og farvenuancer giver mulighed for at fortælle noget via billedet. Opdagelsen er kodeordet; man skal til stadighed kunne finde nye værdier og detaljer i et billedtæppe."

Inspirationen finder hun overalt. Sten fra stranden, ørne på himlen, fisk fra havet, fjer fra fugle. Køer på marken, også grise fortolkes, fortælles. "I begyndelsen arbejdede jeg meget med papir-collager, det var en måde at holde styr på tingene. Senere er det blevet til tusindvis af akvareller, skitser og små sproglige sentenser. Måske bliver det til en bog om inspiration.

I de første år efter skolen havde Margrethe Agger vævestue i Kongens Thehus i Sorgenfri Slotspark ved Lyngby – et utraditionelt lejemål etableret gennem Christiansborg Slotsforvaltning. Så fulgte en 1½ år lang

Rejse til Mexico. Her samlede Margrethe Agger udover indtryk og erfaring også folkelige broderier, en samling fuld af livsglæde. Broderierne udmærker sig langtfra ved deres perfekte teknik, men der er visdom og mod i de dristige farvevalg. I det fremmede måtte hun selv fremstille sin væv, og dette har hun fortalt om i bogen "Frihed til at væve".

Efter opholdet i Mexico flyttede hun først værkstedet til Nyhavn i det indre København for dernæst at indrette sig i boligen i Charlottenlund. Om det at have værksted hjemme siger Margrethe Agger, at det er dejligt, men også besværligt at have børnene omkring sig; det giver både inspiration og afbrydelser.

Vejen går nu til bondegården på Odden – et impulskøb, og til en tilværelse uden hjemmeboende børn. Det giver mere tid og masser af muligheder. Margrethe Agger er dog ikke flygtet fra virkeligheden. Typisk har hun valgt at være kunstnerisk konsulent for Albertslund Kommune, som er en kontroversiel forstad til København, for en periode af fire år. Til arbejdet hører rådgivning i kunstnerisk udsmykning af kommunens bygninger, og indtil nu er det blevet til udsmykningen af en ny bryllupssal på Rådhuset, hvor Britt Smelvær og Allan Scharff var blandt de udvalgte kunstnere. Til de skiftende udstillinger på Albertslund Rådhus føler Margrethe Agger sig forpligtet til at vælge professionelt. Her hører amatørerne ikke hjemme, for faget tages alvorligt: "De unge søgende henviser jeg til censur på Kunstnernes Efterårsudstilling og Charlottenborg. De bør prøve sig selv." En billedskole er ligeledes etableret i Albertslund på Margrethe Aggers initiativ.

Grundtvig spøger stadig; Margrethe Agger er reelt optaget af pædagogik. Hun har siden 1977 undervist i billedvævning på Håndarbejdets Fremmes Seminarium og i en periode på Århus Kunstakademi.

"Det er vigtigt for mig at dele den dybe oplevelse, det kan blive at væve billeder. Derudover lægger jeg især vægt på tre områder i min undervisning: komposition, læren om at sætte en væv ordentlig op, og endelig og det er væsentligt, at eleverne fra starten lærer at benytte ordentlige materialer."

Talrige er de kurser og foredrag, Margrethe Agger har holdt i folkeoplysningens ånd, for hun er langtfra ligeglad. Talrige er ligeledes de udstillinger i ind- og udland, Margrethe Agger har deltaget i. På Charlottenborgs Forårs- og Efterårsudstilling og Kunstnernes Efterårsudstilling har hun været repræsenteret flere gange; hun har udstillet i Det danske Hus i Paris, i Wienog på Röhsska Konstslöjdmuseet i Göteborg. Et fast medlemskab af kunstnergruppen M-59, der hvert år i november måned udstiller i Den Fries udstillingsbygning i København, giver Margrethe Agger et permanent forum for sine nyeste værker. Hendes billedtæpper udsmykker skoler og institutioner i mange byer.

Priser, legater, udsmykninger og kunstneriske tillidshverv er næsten selvfølgelige for Margrethe Agger. I 1972 fik hun Kunsthåndværkernes Årspris, i 1972, 1977 og 1986 Statens Kunstfonds arbejdslegat.

Forfatteren Peter Laursen har skrevet en lille bog: "Vejen til billedvævning. Portræt af billedvæveren Margrethe Agger", der tilsammen med et video-program "Billedvæveren Margrethe Agger" giver et enkelt bud på en praktisk og inspirerende vej til billedvævning.

Anne Abildtrup

Håndarbejdets Fremme, nr. 3, 1990, side 22-24.